Anemeldelser
"Det er sjældent, at man læser en bog med sådan fornøjelse. Den er godt skruet sammen, den har fine vinkler, en rød tråd, en dynamik i samspillet mellem de mange kilder og betragterpositioner ...
En fornøjelse. Ganske enkelt."
Carsten Bach-Nielsen,
Kristeligt Dagblad.
"Forunderlig er bogen selv. Den er en mosaik af turdeltagernes beretninger og dagbogsnotater. Det gør den fjerne rejse overrumplende nærværende, både de eksotiske lokaliteter og særdeles menneskelige observatører. Læseren føres fra opiumshuler over slavemarkeder og spraglede hofpaladser til menneskesindets kroge."
David Rehling,
Information
GALATHEAs FORUNDERLIGE REJSE
Jorden rundt 1845-47

Af Søren Koustrup
Galatheas forunderlige rejse, bogen om Galathea 1 er en underholdende beretning fra en forsvunden verden. En spændende, dramatisk, pinlig og til tider sørgelig beretning om livet ombord på en dansk korvet, om blomstrende dansk forskning og dygtigt dansk diplomati, men også om jalousi, intriger, tamperi, duellering og maritimt stivstikkeri.
Citater fra glemte dagbøger, logbøger og private breve blandes med de officielle beretninger for at give et mere detaljeret billede af livet ombord og på land. Og det er ekspeditionsdeltagerne selv, som fortæller. Bogen er illustreret med mange af de gamle tegninger, der blev udført af tegnerne, som deltog i ekspeditionen. En af ekspeditionens tegnere var Christian Thornam, som også er Søren Koustrups tipoldefar og ikke tidligere publicerede breve fra Thornam er en del af det "nye" stof, bogen bygger på.
Den første officielle danske jordomrejse kom til at stå som en smuk krølle på enevældens hale. Og først og fremmest som en storslået national manifestation. Jo, vi i Danmark kunne skam også …
Det var en videnskabelig ekspedition. En godt 26 måneders rejse over verdenshavene, hvor 221 danske søfolk kunne fremvise deres allerbedste maritime egenskaber. En udflugt til Jordens fjerne egne, hvor blomsten af Danmarks forskerungdom fik luft under vingerne og lejlighed til at skrive sig ind i videnskabens historie. Og det var dygtig dansk diplomati blandt store og små nationer, hvor handels- og venskabsaftaler blev indgået og nye landvindinger planlagt. Men det var også en til tider dramatisk, sørgelig og pinlig rejse. Med lidt større forberedelse, held, kløgt og videbegærlighed, lidt mindre misundelse, intriger og tamperi, kunne den kostbare rejse have fået langt større betydning. Det antyder de nye kilder i form af breve og notater, der i bogens kalejdoskopisk opbyggede rejseforløb her fortæller en noget anden historie end chefens, kaptajn Billes, officielle rejseberetning.




336 sider, illustreret med stik, akvareller og tegninger. Indbundet med smudsomslag. Lindhardt & Ringhof 2006 Bogen er udsolgt fra forlaget. Et lille restparti haves her og sælges for 149,- kr. inkl. moms pr. stk.
Se Galathea 1.s mandskabsliste (pdf)
